IMG_2905

Ostefestival i Italien

Livet er andet end is, så i denne uge har jeg været til ostefestival i Italien.

Da Ungdomsoprøret brød ud i Paris i 1968 og tusindvis af mennesker vandrede igennem gaderne med bannere og krav om mere medbestemmelse skulle den daværende præsident Charles de Gaulle have sagt til sine nærmeste: “Hvordan ville De styre et land med 265 forskellige oste?” I virkeligheden er der faktisk 376 forskellige oste i Frankrig, og mange andre lande har også en meget stor variation af oste, selv om kunderne sædvanligvis kun har mulighed for at købe et meget begrænset udvalg i supermarkederne.

Slow Food bevægelsen har i 20 år sat fokus på den store variation af oste, der findes i Verden og afholder hvert andet år en kæmpe ostefestival i den italienske by Bra, der ligger i Piemonte nær ved Torino. Det trak over 200.000 besøgende til Bra i sidste week-end. Osteproducenter præsenterede og solgte deres oste og gav masser af smagsprøver. Desuden var der mejeriskoler, hvor børn var med til at lave ost, og der var  debatter om at fremme etablering af flere lokale mejerier. Dyrenes kost – dvs. den vegetation de æder – har afgørende betydning for mælkens og dermed ostens smag. Lagringen af ostene har også stor betydning for deres smag og udseende, så jo flere små lokale mejerier, des flere smagsoplevelser.

Lad os håbe at Danmark med tiden kan få lige så mange ostemejerier, som der er i fx Frankrig, Italien og Sverige. Vi har masser af mælk, men det meste bliver brugt til at fremstille store mængder standardiserede og lidt kedelige oste og det er jo egentlig synd, når der kunne laves så mange spændende osteprodukter i Danmark.

Hvis du er blevet interesseret i at lære mere om ost og smage en masse spændende oste, så afholder Slow Food København-Nordsjælland ostefestival i Copenhagen Food Space på Slagtehusgade i Kødbyen lørdag den 4. november.

Vi ses!

IMG_2831