Begivenheder i efteråret 2015
Det har været en dejlig lang eftersommer, og det har fået mange til at ville lære at lave is. Dette efterår holder jeg derfor mange iskurser.
13. september holdt jeg et kursus i de fine lokaler på Gaarden – Bornholms Madkulturhus syd for Gudhjem på Bornholm [gaarden.nu]. Madkulturhuset blev opført dette forår ved Bornholms Landbrugsmuseum i Melsted syd for Gudhjem for at give øget opmærksomhed omkring de mange bornholmske fødevareproducenter, der har sat skub i den bornholmske madkultur [culinary-heritage.com]
Den 14. september holdt jeg iskursus hos rapsolieproducenten Gunnarshög [www.gunnarshog.se] Virksomheden ligger i det idylliske Österlen i Skåne tæt ved Simrishamn, og fremstiller fremragende rapsolie, som de bl.a. vil bruge til at lave is.
22. september holdt jeg iskursus for medlemmer af foreningen Smag på Nordsjælland hos mælke- og isproducenten Kollerødgård ved Smidstrup.
27. september var jeg på besøg i Kivik i Österlen, hvor der i mere end 20 år har været afholdt æblemarked sidste week-end i september for at sætte fokus på svenske æbler [appelmarknaden.se]. På havnen er der et kæmpe marked med alle mulige lokalt producerede madvarer og især en masse æblemost og friske æbler. For enden af havnen er der kæmpe billede på over 100 m2 lavet af æbler. Det glædede mig, at Österlen Glass www.osterlenglass.se, som er en af mine tidligere kursister fra Österlen, havde en lang kø af ishungrende mennesker foran deres bod.
Svenskerne har igennem mange år gjort en indsats for at fremme madhåndværk. I Danmark har vi endnu ingen klar definition af, hvad det er for noget, men i Sverige er det produkter, som er fremstillet af fortrinsvis lokale råvarer uden anvendelse af tilsætningsstoffer. Det er faktisk ikke mange produkter i dag, som fremstilles uden tilsætningsstoffer, og langt hovedparten af den såkaldt hjemmelavede is man kan købe i dag, er fyldt med alle mulige tilsætningsstoffer..
De seneste 10 år har jeg holdt iskurser på Eldrimner [eldrimner.com], som er Sveriges Center for Madhåndværk. Det ligger uden for Östersund helt oppe i de Jämtlandske fjelde. Dér arbejder vi uden tilsætningsstoffer og udvikler is, som måske umiddelbart kan virke lidt specielle – de er nemlig lavet på ost!
På Eldrimner afholdes hvert efterår de nordiske mesterskaber i madhåndværk, hvor jeg deltog med en havtorn æggeis.
Jeg var også dommer og smagte på mindst 40 forskellige slags syltetøj og dessertsovs på alt fra hindbær over løg til lapplands guld – multebær. Der var naturligvis også en masse oste, brød, pølser og noget som kaldes innovativt madhåndværk, som f.eks. en spegepølse på ferskvandsfisken gedde og syltede ramsløgkaplser.
Til januar 2016 skal jeg være rejseleder på en isrejse til Italien for netop Eldrimner. Vi skal besøge isproducenter i både Firenze og Venedig og slutter af på verdens største ismesse i Rimini [sigep.it]. Der er stadig ledige pladser og tilmelding kan ske ved henvendelse til Eldrimner.
19. oktober holder jeg igen iskursus i Sverige. Denne gang hos mælkebonden og isproducenten Bergsgården ved Sollebrunn [glassgar.n.nu], som ligger nordøst for Göteborg. Der deltager både en mælkeproducent og en café, som ligger uden for Sveriges kendeste caféby Alingsås. Brobacka Kaffestuga er særlig kendt for sine vafler, som laves på havremel [brobackakaffestuga.se] og til næste år vil de også servere is.
9. november holder jeg iskursus igen i Sverige. Denne gang er det på Garveriet i Floda, hvor jeg har kontor.
Garveriet i Floda ligger langs Säveån, 30 km øst for Göteborg. Det er ved at udvikle sig til et kursussted for madhåndværk, og som optakt til min maleriudstilling den 13. november samme sted, afholder jeg et iskursus i de fantastiske lokaler på det gamle garveri.
Fredag den 13. november kl 18 spiller Christina Dahl Quartet [christinadahl.dk] rørende, swingende og øregangsudvidende jazztoner i Garveriet som afslutning på kvartettens Sverigesturné. Gå ikke glip af denne faktastiske oplevelse. Der er godt nok langt til Floda, men det er et smukt sted med meget kulturhistorie.
Benyt lejligheden til at gå en tur i Tollered, som er et såkaldt gammelt brukssamhälle, hvor hele byen er bygget op om den tidligere spinnerifabrik, som nu er hotel [naasfabriker.se]. Tag et spil golf på Sveriges største golfbane [oijared.se] eller gå en tur omkring Nääs Slot, hvor forfatteren Selma Lagerlöf skrev historien om Niels Holgersen, der fløj igennem Sverige på ryggen af en gås. Det ligger alt sammen i gåafstand fra Garveriet i Floda og kun 20 min. fra Göteborg, som er en spændende metropol med masser af caféer, butikker og sporvogne.