Slow Cheese Copenhagen 17

Den 4. november afholdt Slow Food www.slowfoodcopenhagen.dk ostefestivalen Slow Cheese Copenhagen 17 i CPH Foodspace, der ligger i Kødbyen.

Slow Food er opdelt i convivier. I gammel romersk kultur betød det gæstebud. Con betyder ”sammen” og vivere betyder ”leve”, så convivier er steder, hvor man lever sammen – og ikke mindst spiser sammen.

I Danmark er der indtil videre 4 convivier i Odsherred, Aalborg-Aarhus, Fyn og København-Nordsjælland og det var sidstnævnte, der stod for arrangementet i CPH Foodspace. Det væltede ind med mennesker, som ville smage på de mange oste fra danske gårdmejerier og deltage i de spændende events, som i år havde fokus på ost lavet på upasteuriseret mælk.

Jeg havde taget en transportabel ismaskine med til arrangementet og lavede is på ost. Jeg lavede en is med mascarpone, som er en italiensk friskost, der bl.a. kan bruges til den lækre dessert tiramisu. Jeg lavede også en is på danablu fra Bornholms Andelsmejeri. Mejeriet hedder St.Clemens og har to gange vundet verdensmesterskaberne i blåskimmelost. Det blev en delikat is, som smagte fint sammen med chokoladeis.

Mest begejstring var der dog for den is, jeg lavede med den mesesmör, jeg havde fået fra Skärvångens Bymejeri i Jämtland. Den smagte af saltkaramel og jeg måtte lave flere portioner, fordi kunderne stod i kø.

Opskrift:

750 ml økologisk sødmælk

250 ml økologisk fløde

8 hele æg

200 g sukker

1 blad gelatine

200 g mesesmør fra Skärvångens Bymejeri www.bymejeriet.se

Mælk og fløde opvarmes til 60-70 grader Celsius, mens æg og sukker piskes sammen og gelatinebladet lægges i blød i koldt vand. Den opvarmede mælk hældes over den sukrede æggemasse og det hele opvarmes til 80-85 grader Celsius til det tykner til en creme. Pas på det ikke koger på bunden af gryden og brug om muligt et vandbad til opvarmningen.

Tag det blødgjorte gelatineblad og før det over i cremen sammen med mesesmør. Pisk grundigt til gelatinebladet og mesesmørret er opløst. Blandingen sies og der sættes plastfilm over, inden det sættes til modning i køleskabet i 12-24 timer. Efter modning stavblendes iscremen inden indfrysning på ismaskine.

Det kan være svært at finde mesesmør i Danmark, men med norsk myseost eller evt. dulce de leche tilsat lidt salt kan man opnå nogenlunde samme smag.

Velbekomme!

Cheese-17-1