Brombær
Brombær
Et velsmagende problem.
De er næsten overalt – i skovkanterne, haverne og krat på markerne. Brombær breder sig så man ikke kan komme frem. De har torne og mange udløbere, som spænder ben, når jeg går tur med hunden og nogle af arterne er endda fremmede for den danske natur. De kaldes invasive – fordi de breder sig så voldsomt og hurtigt, at de truer de såkaldt hjemmehørende arters overlevelse ved at tage deres voksesteder, bruge alle næringsstofferne og skygge for solen. Faktisk kan de invasive armenske brombær nøjes med mindre en 1 % af den normale solmængde på en dansk sommerdag, så de klarer sig godt i konkurrence med mere lyskrævende arter.
Hvad kan man så gøre ved det?
Man kan spise dem! De er lækre at spise direkte, som de sidder dér på buskene. Man kan også samle dem ind og koge brombærsyltetøj til ostemad og pandekager. Men de er også virkeligt gode til sorbet.
Opskrift på brombærsorbet
250 g brombær
100 g sukker
100 ml vand
Evt.
Flydende glykose ca. 10 ml
Æggehvide – så meget der kan sidde på en gaffel
De modne sorte eller mørkeviolette brombær skylles mens vand og sukker opvarmes i en gryde. Når sukkerlagen koger hældes den over brombærrene og det hele opvarmes til ca. 75 grader, hvorefter det nedkøles i vandbad eller køleskab. Når blandingen er blevet koldt blendes den.
Den burde nu have det rigtige sukkerindhold på 31 %, men hvis man har et såkaldt refraktometer, vil det være en god idé at måle sukkerindholdet, inden isen fryses. Hvis koncentrationen er under 30 % vil sorbet´en krystallisere. Det kan undgås ved at tilsættes lidt flydende glykose. Er sukkerindholdet for højt, kan der tilsættes lidt vand eller måske endnu bedre lidt saft fra en friskpresset citron, da citronsaften fungerer som smagsforstærker i sorbet.
Når isen er blevet så kold, at den er blevet cremet, kan der tilsættes en smule æggehvide. Æggehvidens proteiner binder luften i isen og gør den endnu mere cremet, så den får en god mundfølelse. Derpå fryses isen yderligere nogle minutter i ismaskinen, inden den kommes i bægre eller bakker og fryses ind i dybfryser til den bliver fast.
Velbekomme.





