Nordiske Mesterskaber i Madhåndværk
Sidste uge deltog jeg som dommer i de nordiske mesterskaber i Madhåndværk. Det foregik på skisportsstedet i Åre i det smukke Jämtland.
Madhåndværk er kendetegnet ved at blive fremstillet på basis af lokale råvarer og i lille skala uden brug af tilsætningsstoffer. Madhåndværk bygger på tradition som videreudvikles for at skabe innovative velsmagende produkter med tydelig identitet. Vi testede alt fra ostekager fra Småland og Helsingland til glögg, knækbrød, marineret sild, gærede grøntsager og gedeost.
I det nordlige Sverige fremstilles et smørepålæg – mesesmör lavet på gedemælk. Det er på samme måde som norsk myseost fremstillet ud fra den valle, der dannes når man laver ost. Valle er meget proteinrig. Når den koges med sukker bliver den brun som karamel. Det er den såkaldte Maillard-reaktion som giver både farve og smag til karamel og mesesmör. Det er også Maillard-reaktionen som er ansvarlig for bruningen og smagsdannelse når man steger kød på en pande med fedtstof.
Mesesmör smager lækkert syrligt og mindre sødt end dulce de leche eller dolce latte, som jo egentlig er det samme. Jeg fik guldmedaljeproduktet fra Skärvångens Bymejeri i Jämtland med hjem. Skärvångens Bymejeri – www.bymejeriet.se – er et besøg værd, næste gang du skal på ski- eller vandreferie i Jämtland. Jeg vil snarest prøve at bruge deres mesesmör i min is, så jeg har en anledning til at vende tilbage til dette fantatiske sted.