Om mig selv, mine billeder og glæden ved jazz
Jeg er uddannet biolog og har arbejdet med genetik på Rigshospitalet, forsket i spildevandsrensning på DTU og været embedsmand i Miljøstyrelsen. Senest har jeg sideløbende med mit sommerarbejde som isproducent og caféejer undervist i biologi på Bornholms Gymnasium.
Når jeg ikke holder iskurser, så maler jeg billeder i mit hus ”Sølyst”, som ligger lige ud til havet i Vang på Bornholm. Det ligner Pippi´s Villa Villekulla. Jeg er også meget glad for Sverige, så mit iskursuskontor ligger i et gammelt garveri direkte ud til Säveån i Floda lidt uden for Göteborg. Dér får jeg også ofte fred til at male eller cykle langs åen med min søn Simon.
Det har altid været en drøm for mig at bruge mere tid på at male, men det var vanskeligt at kombinere med at have en iscafé og arbejde som gymnasielærer. Derfor sagde jeg jobbet op og solgte iscaféen i Snogebæk. Den videreføres nu af andre, og jeg får tid til at male.
Jeg maler oftest med tusch og oliekridt på papir. Det går hurtigt og er let at pakke væk, når jeg får behov for at udføre en af mine overspringshandlinger. På mine mange rejser bruger jeg mest akvarel. Billedsproget har ændret sig noget gennem årene, men der er altid figurer i billederne og ofte en del fugle eller i hvert fald et eller andet med næb.
Før i tiden brugte jeg mest jordfarver, som blev rammet ind af sorte streger.
Det kunne godt blive noget dystert, så nu maler jeg mest med lyse farver og prøver at udnytte lærredets og papirets hvide baggrund.
Sommeren 2014 havde Vang Havn besøg af jazzorkestret ”Mortens Aften” med bl.a. Fessor på basun og Nulle på klarinet. Efter koncerten kom de op til mit hus for at se på billederne, og som Fessor sagde. ”Dem kan jeg godt li´. Man bliver glad i låget af dem!”
Jeg er meget glad for jazz, og før jeg åbnede min iscafé var jeg en flittig gæst på Copenhagen Jazzfestival og resten af året i jazzklubber rundt omkring i Europa. Tidligere var jeg mest til det man kunne kalde kammerjazz, og det fungerede rigtig godt som en slags baggrundsmusik i min iscafé. Den mere eksperimenterende jazz syntes jeg var for vanskelig for mine ører.
Men så i 2012 blev jeg forelsket i saxofonisten og komponisten Christina Dahl og hendes musik kræver noget mere af lyttemusklerne, men så åbner der sig også en verden af nye klangbilleder, så nu synes jeg efterhånden at den mere traditionelle jazz er kedelig.
Sådan er det med kunst. Noget fanger ved første øjekast, mens andet vinder ved genlytning. Christina har i hvert fald lært mig at følge mit hjerte i stedet for at lytte på andres vurderinger. Det gælder jo både i kærlighedslivet, i familielivet, i kunsten og på arbejdet.
Man kan vælge den sikre vej, selv om den ikke fører derhen man vil. Eller man kan vælge den usikre vej, den der bringer én helt op på toppen og ud på kanten, med risiko for at falde ned. Men uanset hvordan det går, så er der en fantastisk udsigt, og man lever.
Som der stod på døren til et kontor for coaching, som jeg passerede i København forleden: ”Hvilke valg ville du træffe, hvis du vidste at det ville gå godt?” Det spørgsmål rammer jo livet på sømmet.
Fredag den 13. november 2015 holder jeg min første udstilling med de billeder, jeg har malet siden jeg solgte iscaféen. Ved receptionen spiller Christina med sin kvartet bestående af Niclas Knudsen på guitar, Jesper Lundgaard på bas og Espen Laub von Liljenskjold på trommer og afslutter dermed deres Sverigesturné www.christinadahl.dk Samtidig vil der blive serveret frisklavet is og bagt brød i den kæmpestore brændefyrede ovn, som står på Garveriet, som jeg er med til at udvikle til et nyt mekka for lokale fødevarer i Västra Götaland.