Jazz
Jeg er meget glad for jazz, og før jeg åbnede min iscafé var jeg en flittig gæst på Copenhagen Jazzfestival og resten af året i jazzklubber rundt omkring i Europa. Tidligere var jeg mest til det man kunne kalde kammerjazz, og det fungerede rigtig godt som en slags baggrundsmusik i min iscafé. Den mere eksperimenterende jazz syntes jeg var for vanskelig for mine ører.
Men så i 2012 blev jeg forelsket i saxofonisten og komponisten Christina Dahl og hendes musik kræver noget mere af lyttemusklerne, men så åbner der sig også en verden af nye klangbilleder, så nu synes jeg efterhånden, at den mere traditionelle jazz er kedelig. Du kan læse og lytte til Christina Dahl her christinadahl.dk
Sådan er det med kunst. Noget fanger ved første øjekast, mens andet vinder ved genlytning. Christina har i hvert fald lært mig at følge mit hjerte i stedet for at lytte på andres vurderinger. Det gælder jo både i kærlighedslivet, i familielivet, i kunsten og på arbejdet.
Man kan vælge den sikre vej, selv om den ikke fører derhen man vil. Eller man kan vælge den usikre vej, den der bringer én helt op på toppen og ud på kanten, med risiko for at falde ned. Men uanset hvordan det går, så er der en fantastisk udsigt, og man lever.